Kan mennesket overleve 60 dage på månen uden at gå fra forstanden - vel at mærke på 4,5 kvadratmeter? Det eksperiment kaster de to unge rumarkitekter Karl-Johan Sørensen og Sebastian Aristotelis sig ud i i efteråret 2020. På en simuleret månemission i et af klodens allermest ugæstfri områder tester de to venner deres selvbyggede månehabitat for at blive klogere på, hvad der skal til for at overleve i det ydre rum og for at føle på egen krop, hvordan mennesket reagerer på ekstrem isolation, drabeligt klima og en udtalt mangel på stimuli udefra - præcis som på månen.